folkeskolen har styrkerJeg har lagt mærke til, at der er ting, jeg tøver med at sige højt. Fordi jeg er usikker på, hvordan det bliver mødt af folk både i og uden for hjemmelivet. Jeg savner, at vi kan være ærlige om, hvordan vi har det, og at vi kan tale om nuancerne i det gode børneliv uden at vores egne valg bliver betvivlet.

Efter vi har taget Frederikke ud af folkeskolen og påtaget os undervisningspligten af hende, føler jeg mig ofte nødsaget til at holde igen med at anerkende nogle af de dejlige og positive elementer, jeg faktisk godt kan se ved den danske folkeskole. For jeg havde jo ikke mørklægningsgardiner for øjnene, da jeg meldte hende ind i skolen. Ligesom det heller ikke skyldes, at jeg simpelthen ikke anede, hvad det indebar, at vi har meldt hende ud igen.

Vi tog et bevidst valg om at lade de gode sider ved folkeskolen vinde over de dårlige. Og vi reagerede i første omgang på, at vores barn havde svært ved at være i den kasse, folkeskolen er. På godt og ondt.

Læs mere om baggrunden for vores valg her eller lyt til mit afsnit af Forældre på fuldtid om den.

Fællesskaber og mangfoldighed

Jeg har mange gode minder fra mine ti år i folkeskolen, et år på efterskole og tre år i gymnasiet. Masser. Jeg har bare også mange kedelige og triste minder af den karakter, som jeg egentlig godt kan unde mine børn at være foruden, hvis det kan lade sig gøre. Det har vi begge sådan set. Alt det vi render og beslutter og gør for tiden er i øvrigt fælles og meget velovervejerede beslutninger. Vi taler meget om værdier, om måder at give de ønskede værdier videre på.

Værdien af fællesskabet og mangfoldighed har vi et stort ønske om at give vores børn, og det kunne de sagtens få i folkeskolen, hvis de er heldige. Det er vi bare nået frem til, at vi også kan give dem gennem oplevelser med os og gennem fællesskaber, som vi sammen er en del af.

Når jeg tilføjer “hvis de er heldige” her ovenfor, skyldes det, at vi begge har erfaret, hvordan mobning kan modarbejde de værdier. Hvordan mobning kan betyde, at et barn oplever fællesskabet som drænende snarere end nærende. Og hvordan det ikke er sikkert, at klassekammerater fra andre sociale eller kulturelle baggrunde bliver inkluderet i det såkaldte fællesskab. Og lærer vores børn så overhovedet at mangfoldighed er en god ting for vores samfund?

Passionerede lærere kan gøre hele forskellen

En klar force i folkeskolen kan i mine øjne også være den brede eksponering af mulige interesseområder. En passioneret musik- eller billedkunstlærer kan jo være med til at forme store kunstnere. En god dansklærer kan være med til at forme næste generations mest læste forfatter. Og sådan kan vi blive ved.

Her er min pointe nok, at det i højere grad er de mennesker, vores kære børn bliver udsat for, der er med til at skabe dem som mennesker. Mennesker med alle de kompetencer og interesser, de nu engang vil vokse op og tilegne sig.

Hvad hvis nu vi tillod os selv at anerkende folkeskolen for de ting. For at være et interessekatalog, vores børn frit kunne bladre og dykke ned i? Og så gav os selv lov til at være netop det.

Lyst til læring uden hån og straf

Jeg mindes én lærer, der reelt gjorde en forskel i mit skoleliv, og som jeg fortsat sender en kærlig tanke engang imellem, når hun af den ene eller den anden grund dukker op i min bevidsthed. Hende husker jeg ikke, fordi hun lærte mig at analysere digte og noveller. Jeg husker hende, fordi hun så mig for det barn, jeg var. Hun så min interesse for at skrive og hun udfordrede mig. Hun gav mig lyst til at forstå det, jeg syntes var svært, og hun hånede mig aldrig for gang på gang at tage fejl af dobbeltkonsonanter.

Allerede som barn var jeg bange for nåle. Jeg meldte mig syg den dag, jeg skulle have min 12-års vaccination fordi jeg antog, at så slap jeg for det. Det fik hun nys om, så da jeg dagen efter kom i skole og havde fået det frygtede stik, trak hun mig til side og gav mig en 10’er til en is, fordi jeg havde klaret det.

Ingen hån, ingen talen ned til og ikke et ord om, at der ikke var noget at være bange for. Bare en anerkendelse af, at det var jeg. Bange. Og af at det trods alt var overstået.

Dén lærer gav mig lysten til at lære tilbage efter at have mistet den mere og mere gennem flere år. Og det gjorde hun uden at tvinge mig til noget.

Jeg mistede lysten til at lære i 1. klasse

Jeg husker tydeligt, hvor glad og stolt jeg kom i skole efter sommerferien efter børnehaveklassen. Fordi jeg sammen med min bedste veninde havde lært at læse. Vi fik lov at læse en Disneyhistorie for resten af klassen, mens vi sad på gulvet og ventede på vores nye møbler. Intet kunne slå mig ud.

Indtil min klasselærer til den første skole-hjem-samtale italesatte problematikken i, at jeg nu var foran de andre. Jeg var altså en besværlig elev. Og mine forældre spurgte, om ikke hun kunne give mig opgaver, der matchede mit niveau og mine interesser. Og så fik jeg ellers lov at pløje mig igennem den ene læs og forstå bog efter den anden. Og jeg fik med dårligt skjult irritation at vide, at jeg var meget dygtig til at lukke mig inde i min egen verden og lave alle lektier færdige inden dagen var forbi. Og det var et problem, for så havde jeg jo ikke lektier med hjem.

Jeg skal ikke kunne sige præcis, hvornår det skete, men jeg kan ikke huske at have lyst til at lære noget igen, før vi fik den før omtalte klasselærer nogle år senere. Og jeg tænker på, hvordan det var gået, hvis jeg ikke havde fået netop hende, der evnede at se MIG.

Vi har ikke bare fravalgt hele folkeskolen

Så når vi sammen efter grundige overvejelser har valgt, at vores børns lærelyst – for nu – ikke skal ligge i tilfældige menneskers hænder, så skyldes det jo grundige overvejelser. Først og fremmest har vi tillid til, at vi kan udsætte dem for stærke fællesskaber, der kan lære dem at sætte pris på netop det. At vi kan vise dem steder i verden med forskellige kulturer og religioner med mennesker, der er præcis det samme værd som dem selv. At de derigennem vil danne venskaber med mennesker fra forskellige sociale lag, som alle har værdifulde egenskaber.

Vi stoler på, at vi kan få dem til at føle sig set og hørt. At vi kan lære dem, at ingen følelser er forkerte. At ingen interesser er forkerte.

Og vi har tillid til, at de både kan lære at læse, skrive, regne og tale engelsk uden tavleundervisning. At vi lærer dem om historien, når vi befinder os i den eller besøger steder, der er berørt af den. At de lærer geografi, når vi rejser rundt i verden.

Vi skal ikke lære dem alt, men vi skal vise dem vej og hjælpe dem med at finde ud af, hvor de kan lære det, vi ikke kan hjælpe med.

Vigtigst af alt håber vi, de lærer at holde af sig selv og have respekt for deres egne følelser.