Det er kun lidt over en måned siden, Frederikke stolt og forventningsfuld mødte ind til første skoledag sammen med alle sine venner fra børnehaven. Seks uger efter har vi nu sammen taget hul på et nyt kapitel med hjemmeundervisning.

“Moar,” lød det fra Frederikke en morgen for et par uger siden. Det gør det mange gange i løbet af en dag. Normalt bliver jeg beordret til at hente eller gøre noget, men denne gang fortsatte hun stille:

“Jeg ville ønske, jeg også kunne være sammen med jer hele tiden. I kan da godt lære mig de ting, Berit lærer mig, kan I ikke?”

Inden da havde vi faktisk ikke skænket det en tanke at tage vores store pige hjem. Men helt tilfældigt var jeg tilmeldt et foredrag om hjemmeundervisning hos en af de andre mødre fra vores legegruppe. Foredraget var med meget dygtige Mie Storm, og vi havde meldt mig på for at kende mulighederne i forhold til Felix, som vi har svært ved at se for os passe ind i de første år i folkeskolen.

Men Frederikkes spørgsmål spøgte. Og jo mere Mie fortalte om især forskningen bag indlæringsmønstre hos børn, jo mere åbnede jeg mit sind for, at det måske godt kunne være noget for os og ikke mindst for Frederikke.

Stor iver efter at lære

Hele sommeren havde vi faktisk brugt på at tale om og forberede os alle sammen på den kommende skolestart. Frederikke var spændt og glædede sig. Hun havde opgavehæfter med på ferie og brugte ventetiden på restaurant en dag på at lave matematikopgaver sammen med min far. Min egen gamle matematiklærer, som nu til stort held for mine børn er gået på pension. Ingen af os havde tvivlet på, at det var det helt rigtige for Frederikke at komme i skole. Men ingen af os havde heller tænkt på, at hun lige så vel kunne være klar til at begynde at lære at læse og regne i samspil med os. Hendes forældre og bedsteforældre.

Uden at have sagt ordene højt, tror jeg vi ret hurtigt havde besluttet os for, hvad der skulle ske. Nu skulle vi bare tage stilling til, hvornår hun skulle hjem til os. Vi overvejede at bruge juleferien som anledning. Men det føltes meget langt ude i fremtiden. Efterårsferien var der pludselig også for længe til, så tirsdag aften, fem uger og en dag efter første skoledag, sendte vi en anmeldelse om hjemmeundervisning til Silkeborg Kommune.

“Jeg går i hjemmeskole nu”

Frederikke elsker at lære. Hun er meget nysgerrig af natur og tøver sjældent med at spørge om alt, der falder hende ind. Og det skal hun bare blive ved med. Og hun skal have tillid til, at vi altid vil finde svarene til hende, når vi ikke allerede kender dem.

Efter vi har taget den her beslutning og delt den med hende, fortæller hun glad til både folk, hun kender og lige har mødt, at hun går i hjemmeskole nu. “Så jeg kommer altså ikke over i skolen mere,” slår hun lige fast for sine venner. Her tilføjer hun gerne, at derfor er de nødt til at lege sammen efter skole i stedet for.

Børnene sætter tempoet i vores hjemmeskole

Vi har tit talt om, at vi glædede os til at lave hjemmearbejde med børnene. Vi har billeder for vores indre af, at de laver lektier i køkkenet, mens vi laver mad. Og vi har indtil nu nydt at hjælpe Frederikke og så småt også Felix med at lære at skrive bogstaverne, sætte dem sammen til ord og lære lydene.

Det er gået op for os, at de faktisk allerede har lært en del herhjemme sammen med os. Både hen over spisebordet, i bilen, på udflugter og ude i naturen.

Vi har jo i virkeligheden udøvet hjemmeundervisning rigtig mange timer. Vi har bare ikke vidst det. Og det er nok den tilgang, vi også tager til at hjemmeundervise børnene de kommende år.

Vi vil svare på deres spørgsmål, undersøge det de ønsker at vide mere om, vise dem steder i Danmark og i verden, der har haft betydning for vores historie, og så vil vi lade dem vise vejen og sætte tempoet.

Læs også om vores beslutning om at tage Felix ud af børnehaven