Efter næsten tre års mere eller mindre hårde afleveringer har vi endelig fundet mod og overskud til at sige farvel til børnehaven og give Felix det, han har efterspurgt så mange gange – fri hver dag sammen med os.

Vi har haft minimum et barn i institution i mellem 30 og 40 timer i ugen siden oktober 2016. Fra og med juli 2021 har vi ingen institutionspladser til nogen af vores tre børn.

Frederikke begynder i skole efter sommerferien. Og her kan man selvfølgelig godt argumentere for, at det vel også er en slags institution. Men en reel pasningsordning er det ikke. Det er ikke et sted, hun skal hen for at vi kan arbejde, og når hun er færdig med at lege og lære kl. 13.15, kommer hun hjem og slapper af hos os igen.

Og os, det er alle os andre fire. Buster besluttede vi allerede før han blev født at beholde hjemme, indtil han skulle i børnehave som 3-årig. Det kan du læse mere om her. Det er til gengæld ret nyt, at vi er blevet to forældre om den opgave og dermed også har åbnet vores tanker for, at det måske ville være godt for Felix at få en pause fra børnehaven.

Et besværligt barn

Vores dejlige midterbarn har ikke fået meget enetid med os voksne, og det synes vi godt vi kan mærke. Felix er sådan et barn, som vi ofte føler vi skal undskylde for. Især når vi hører ham blive omtalt som uopdragen, et besværligt barn og meget værre. Vi bliver beskyldt for ikke at have lært ham at høre efter, og han bliver meget irettesat, ikke kun af os.

Felix var bare syv måneder, da han første gang blev revet fra mig. Jeg vendte tilbage på job og overlod barsel og indkøring til Dennis. Han begyndte i Frederikkes vuggestue og skulle igen vænne sig til at sige farvel til en forælder. Det gik faktisk rigtig fint, for her havde han sin storesøster, der altid har elsket og beskyttet ham. Men det varede jo kun et par måneder, før hun skulle videre i børnehave, og siden da – altså i 2,5 år har vi haft flere perioder med dårlige afleveringer og adfærdsmæssige udfordringer. Vi har heldigvis aldrig oplevet, at han ikke virkede til at have det godt i løbet af dagen. Men gråd og modvilje mod at blive passet har virkelig påvirket os meget herhjemme. Vi er også ret sikre på, at mange af hans nedsmeltninger har rod i hans angst for at blive afleveret.

Så nu skal han lære, at han er et kæmpe tilvalg i vores dagligdag. Vi håber, at det at være sammen med Buster, mor og far hver dag kan hjælpe til at give det lille hoved så meget ro som muligt.

Flere krammere og sjove samtaler

Måske vil det udmunde sig i mere rolige putninger, færre genstande der bliver kastet og et mindre aggressivt sprog. Måske. Men det er ikke sikkert, og vi forventer det ikke. Slet ikke fra start.

En ting er vi dog sikre på. At det bliver rigtig godt for ham konstant at have kontakt med en voksen, som han er helt tryg ved elsker ham ubetinget og kun vil ham det bedste. Og vi glæder vi os til at være der med ham i alle hans følelser døgnet rundt og hjælpe ham med at håndtere vrede og ked-af-det-hed uden vold.

Og så glæder jeg mig helt egoistisk til at bruge endnu mere tid bare med Felix. På at opleve hans hjernes finurlige krumspring og være sammen med ham, når han ser noget af verden for første gang. Og til at se ham lære sin lillebror alt hvad han ved og kan.

Der kommer også et podcastafsnit eller to, hvor jeg fortæller mere om vores tanker om at tage ham ud af børnehaven, hvor længe han skal være hjemme, hvad det gør ved vores tanker om Buster, og hvordan det påvirker vores arbejdsliv.

Følg gerne med på min Instagram, hvor jeg deler lidt løst fra vores familie med tre små dejlige børn og to deltidsarbejdende og hjemmegående forældre.